Northwest Airlines, NWA, tidl. amerikansk luftfartsselskab, der opererede 1934-2010. Oprindelig stiftet som Northwest Airways i 1926. Northwest Airlines blev optaget i SkyTeam-alliancen i 2004 og var da et af verdens største luftfartsselskaber målt på omsætning. I 2005 havde selskabet en flåde på 367 fly (inkl. fragtfly), 31.000 ansatte og en omsætning på ca. 12 mia. dollar. I 2008 indledtes en fusion med Delta Air Lines, under hvem Northwest Airlines blev et helejet datterselskab. Northwest-navnet ophørte med fuldendelsen af fusionen i 2010.