Jernbanesikkerhed angår trusler mod jernbanesystemers funktion såsom fejl, udfald, forstyrrelser og uheld. Disse trusler imødegås ved instruktoriske og tekniske foranstaltninger.

De grundlæggende trafiksikkerhedsmæssige problemer er dels at forhindre sammenstød mellem to tog på samme spor eller på to spor, der krydser hinanden eller løber sammen, dels at forhindre sammenstød med vejkøretøjer. Endelig skal kørsel over bevægelige spordele, fx sporskifter, sikres.

Disse problemer løses ved samvirken mellem sikkerhedsbestemmelser, sikkerhedspersonalets årvågenhed, bremseindretninger og sikringsanlæg. I sikkerhedsbestemmelserne gives regler for stationsbestyrelse og togfremførelse, signalbetydning, togstørrelser, bremsebestemmelser osv.

Jernbanesikkerhed gennem historien

Fra jernbanens barndom var reglerne få og enkle; dette sammenholdt med primitive bremsemetoder og signalanlæg stillede store krav til sikkerhedspersonalets årvågenhed.

Væsentlige forbedringer er opnået gennem fremkomsten af bl.a. den i en togstamme gennemgående bremse og senest togkontrolanlæg (se ATC, HKT og ETCS), der har muliggjort helt eller delvist bortfald af signaler langs banelinjen, og overførsel af sådanne signalers meddelelser direkte til togenes førerrum, så fx stopsignaler ikke passeres.

Tidligere tiders (kurve)semaforer, der ikke fortalte noget om banens tilstand, er for længst erstattet af først armsignaler, senere daglyssignaler, der over for lokomotivføreren oplyser, om sporet er frit eller besat, om tilladt hastighed, afgrening osv.

Indførelsen af centralsikringsbegrebet i slutningen af 1800-tallet har været af afgørende betydning. Sporskifter og signaler sættes i indbyrdes afhængighed, så der kun kan gives kør-signal, hvis sporet er frit og sporskifterne stillet rigtigt. Princippet er også videreført i nutidens computerbaserede sikringsanlæg.

Tilsvarende stor betydning tillægges indførelsen af især sporisolationer på stationer og den fri bane. Mange jernbaneuheld, herunder nogle af de største ulykker, tilskrives fraværet af disse installationer, fordi det har muliggjort fejlagtig signalgivning til besatte spor.

Afviklingen af toggangen kan baseres på meldingsudveksling mellem nabostationerne, oprindelig ved hjælp af morsetelegraf, senere telefon eller radio. En sådan meldingsudveksling er ikke nødvendig, hvor der findes linjeblokanlæg. Fra en fjernstyringscentral kan mange, ofte fjerntliggende stationers signal- og sikringsanlæg betjenes. På sådanne strækninger kan trafikafviklingen være automatiseret, idet togkrydsninger, ændring af togrækkefølge m.m. styres af computerbaserede anlæg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig