Godstransport, transport af gods til lands, til vands og i luften. Godstransport er det synlige udtryk for, at ikke alle varer findes, hvor de efterspørges. Langt op i 1800-t. var skibstransport (se linjefart) stort set enerådende ved transport af blot lidt større godsmængder ud over lokalområdet. Først med etablering af jernbaner og den senere udbygning af vejnettet og lastbiltransport er dette mønster ændret. Flytransport af gods er vokset voldsomt efter 2. Verdenskrig (se fragtflyvning), men udgør fortsat kun en meget lille del af det samlede transportarbejde.
Når middelalderens sildestimer i Øresund fik så stor økonomisk betydning, skyldtes det især udviklingen af skibe med stor lastekapacitet, som effektivt kunne transportere de forarbejdede sild til store dele af Europa. Allerede Rom var afhængig af store årlige korntransporter fra Egypten med skib. På landjorden foregik godstransport mest over korte afstande; byrder blev båret til og fra bostedet. Til større byrder og længere afstande anvendtes tidligt heste og senere vogne, men især pramme på vandveje — floder, åer og kanaler — eller slæder, hvor det var muligt. I Norden blev tunge landtransporter derfor ofte gennemført om vinteren. Den langt bedre energiudnyttelse og økonomi ved pramtransport kan illustreres ved, at der i Danmark op i 1800-t. arbejdedes med seriøse planer om en gravet kanal fra København til Korsør.
Den dårlige infrastruktur på land satte en stærk begrænsning på transporternes omfang; først i 1700-t. nåede standarden på Europas hovedveje op på niveauet fra Romerriget. Samtidig med udviklingen af jernbaner og damptog fra midten af 1800-t. forbedredes søtransporten med maskindrevne skibe. Områder uden havn eller jernbane blev hægtet af den økonomiske udvikling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.