William Durant, 8.12.1861-18.3.1947, amerikansk bilfabrikant. Durant var fra 1904 leder af bilfabrikken Buick og stiftede i 1908 General Motors (GM). Han blev afsat som præsident for GM i 1910 og stiftede i 1911 bilfabrikkerne Little og Chevrolet. I 1916 havde Chevrolet-fabrikken aktiemajoriteten i GM, og Durant blev igen præsident. Han beholdt stillingen til 1920. Derefter forsøgte han uden varigt held at opbygge en konkurrerende koncern af mærkerne Star, Durant, Flint og Locomobile. Siden blev Durant direktør for Industrial Rayon Corporation.