Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nautilus

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Nautilus, navnet på tre skelsættende historiske ubåde.

Den første Nautilus blev bygget i Frankrig i 1800 af Robert Fulton. Denne ubåd, der på overfladen brugte sejl og i neddykket tilstand blev drevet frem med håndkraft, blev afvist af både den franske og den britiske flåde som uanvendelig.

Den anden Nautilus blev bygget i Storbritannien i 1886 som den første ubåd, der blev drevet frem med eksplosionsmotorer i overfladen og elmotorer under vandet.

Annonce

Den tredje Nautilus blev søsat i 1954 til den amerikanske flåde. Det var verdens første atomubåd og dermed den første ubåd, der kunne sejle med fuld fart under vandet i næsten ubegrænset tid. Den nåede i 1958 som det første skib Nordpolen ved at sejle under polarisen fra Alaska til Grønlandshavet.

Også ubåden i Jules Vernes roman En Verdensomsejling under Havet (1870) bærer navnet Nautilus.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: Nautilus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130515