Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

DFDS

Oprindelige forfattere HMP og OWD Seneste forfatter Redaktionen

DFDS-koncernen. Del af DFDS' flåde på Københavns red, malet af Carl Locher i 1883. Motivet er konstrueret, da samtlige større skibe i et aktivt rederi så godt som aldrig var samlet på ét sted. De tre større skibe i forgrunden er fra venstre skruedamperen  Christian IX, der sejlede på England, hjuldamperen  Gylfe, som betjente ruten København-Malmø, og skruedamperen  O.B. Suhr, der sejlede mellem Østersøen og Middelhavet.

DFDS-koncernen. Del af DFDS' flåde på Københavns red, malet af Carl Locher i 1883. Motivet er konstrueret, da samtlige større skibe i et aktivt rederi så godt som aldrig var samlet på ét sted. De tre større skibe i forgrunden er fra venstre skruedamperen Christian IX, der sejlede på England, hjuldamperen Gylfe, som betjente ruten København-Malmø, og skruedamperen O.B. Suhr, der sejlede mellem Østersøen og Middelhavet.

DFDS, dansk rederikoncern, stiftet i 1866 på initiativ af C.F. Tietgen som Det Forenede Dampskibs-Selskab A/S ved en sammenslutning af H.P. Priors og C.P.A. Kochs dampskibsflåder samt Det almindelige danske Dampskibsselskabs skibe, der stod for størsteparten af både de danske indenrigsruter og ruter til udlandet.

Rederiet overtog hurtigt al dampskibsfart imellem de danske landsdele undtagen ruterne til Bornholm. I 1874 blev trafikken på Øresund overtaget, og omkring århundredskiftet havde DFDS erhvervet alle lokale danske eksportrederier. Emigranttrafikken, der foregik med Skandinavien-Amerika Linien, blev overtaget i 1898, og rederiet drev desuden linjefart på Middelhavet og Sortehavet og i Nord- og Sydamerika.

Både 1. og 2. Verdenskrig betød omfattende tab af menneskeliv og materiel. 1. Verdenskrig var ledsaget af spekulation i DFDS' aktier og tab af det vigtige russiske marked, hvilket resulterede i, at rederiet efter krigen måtte overtage ældre skibe fra andre selskaber, mens det efter 2. Verdenskrig kunne erstatte de tabte skibe med nybyggede.

Annonce

I midten af 1960'erne opkøbte rederiet J. Lauritzen en stor del af selskabets aktier, og samtidig investeredes der stort i ny tonnage, bl.a. i de såkaldte baconfærger, hvormed størsteparten af Danmarks landbrugseksport blev sendt til Storbritannien. Alligevel måtte mange etablerede ruter opgives, heriblandt indenrigsfarten, der ophørte i 1970.

I 2001 opkøbtes det litauiske rederi Lisco Baltic Service og yderligere i 2003 indlemmedes det norske DFDS Lys-Line AS. I 2009 overtog DFDS færgerederiet Norfolkline fra A.P. Møller - Mærsk. Fragtdivisionen, der med fragtskibsrederiet DFDS Tor Line drev linjetrafik med ro-ro-skibe mellem Sverige, Danmark, Storbritannien, Holland og Belgien, blev 2010 indlemmet i DFDS Seaways.

DFDS Seaways omfatter bl.a. passagerruterne København-Oslo og Newcastle-Amsterdam samt fragtruter i Nordsøen, Østersøen og Den Engelske Kanal. I 2013 befordrede DFDS ca. 5,6 mio. passagerer og betjente ca. 8000 fragtkunder.

Hovedaktionær i DFDS er Lauritzen Fonden med 42,8 % af aktiekapitalen (2013). DFDS-koncernen havde i 2013 ca. 6000 ansatte i 20 lande, 48 skibe og en omsætning på 12 mia. kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Munchaus Petersen, Ove W. Dietrich: DFDS i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63984