• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jakobsstav

Oprindelig forfatter SIbT Seneste forfatter Redaktionen

jakobsstav, astronomisk instrument til vinkelmålinger; formentlig allerede brugt af kaldæerne, men genopfundet af Levi ben Gershon (se Gersonides) eller Jakob ben Makir ca. 1300.

Efter apostelen Jakobs stav, betegnelse for stok båret af pilgrimme på vej til Sankt Jakob (Santiago) i Spanien.

Instrumentet består af en firkantet træstok på ca. 1 m, tilspidset i den ene ende og med en forskydelig tværpind. Ved måling holdes stokken med den spidse ende mod himmellegemet og den anden ved øjet. Tværpinden forskydes, til den dækker afstanden mellem den synlige horisont og himmellegemet, og vinklen kan da aflæses på en skala på stokken. Afhængigt af vinklens størrelse kunne mindre eller større tværpinde anvendes med deres tilhørende skala afsat på stokken.

Fra 1500-tallet anvendtes jakobsstaven til navigation, men nøjagtigheden, der afhang af øjets plads i forhold til staven, var svingende. Ved måling af solhøjden havde jakobsstaven den ulempe, at man skulle kigge direkte på Solen; instrumentet blev forbedret af John Davis, så observationer kunne foretages med ryggen mod Solen, og det forblev i brug, til det i 1700-tallet afløstes af sekstanten og andre spejlinstrumenter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Ib Thirslund: jakobsstav i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100544