Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Omega

Oprindelige forfattere JEjM og OWD Seneste forfatter Redaktionen

Omega, tidligere benyttet radionavigationssystem udviklet af den amerikanske flåde og idriftsat 1968. Fra otte stationer fordelt på jordkloden udsendtes synkroniserede radiosignaler i frekvensområdet 10-14 kHz. De lavfrekvente bølger reflekteredes fra atmosfærens ioniserende lag og nåede ca. halvvejs rundt om Jorden. Modtagerne målte ligesom i deccasystemet fasedifferensen mellem de udsendte signaler, parvis fra stationerne, og udregnede derfra en hyperbelstedlinje for modtagerens position. Stedlinjernes nøjagtighed var på ca. 2 km om dagen og 8 km om natten. De lave frekvenser kunne trænge gennem vand- og isoverflader, hvorfor Omega kunne anvendes af neddykkede ubåde. Systemet blev overflødiggjort af inertinavigation og GPS og blev nedlagt 1997.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Ejnar Marcussen, Ove W. Dietrich: Omega i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135339