• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mustang

Oprindelige forfattere LIJ, Lawa og cjd Seneste forfatter LIJ

Mustang, egl. North American P-51 Mustang, amerikansk jagerfly fra 1940 med en stor rækkevidde. Mustang blev fremstillet af North American Aviation på bestilling af det britiske Royal Air Force, men blev hurtigt anskaffet også af det amerikanske luftvåben. Flyet anvendtes bl.a. ved eskorte af bombetogter over Tyskland og var et af 2. Verdenskrigs mest succesfulde jagerfly. Det blev fremstillet i over 15.000 eksemplarer.

Prototypen NA-73X fløj første gang 26.10.1940 fra Mines Field i Californien kun fem måneder efter påbegyndelsen af designarbejdet. Maskinen blev først designet omkring en amerikansk motor, Allison V-1710. Allisonmotoren havde ingen supercharger, så den fik åndenød i større højder. Flyet, der primært blev anvendt af Royal Air Force, blev fra april 1942 indsat som lavtflyvende jagere og langtrækkende fotorekognosceringfly. Der blev produceret 1579 Mustangfly drevet af Allisonmotoren. Denne udgave var ikke særlig populær i Royal Air Force, så i samarbejde med briterne udviklede North American Aviation med Rolls-Royce-fabrikkernes mellemkomst en ny udgave med en væsentligt kraftigere Rolls-Royce 61 Merlinmotor, der havde en mekanisk, totrins supercharger. Ernest Hives (1886-1965) fra Rolls-Royce og Sir Wilfrid Freeman (1888-1953) fik gennemført beslutningen om at fremstille Rolls-Royce Mustangs med Merlin-motorer (Merlin 61 og 65) i et tilsvarende antal til Royal Air Force, og amerikanerne beordrede selv en stor produktion sat i gang til USAAF. Motorerne hertil blev hovedsageligt fremstillet af Packard-bilfabrikkerne i USA.

Annonce

Flyet blev også licensfremstillet i Australien fra 1943. Efter 2. Verdenskrig fortsatte produktionen i nye versioner, og det skal også her nævnes, at man fremstillede et antal af udgaven F-82 Twin Mustang, som var et langtrækkende fly med radar. Det var specielt ved, at man sammenkoblede to flykroppe med en fælles vinge. Udgaven blev meget anvendt i Koreakrigen og med specialudstyr i Alaska. Der blev fremstillet 250 eksemplarer af denne meget specielle udgave.

I de første år efter 2. Verdenskrig anskaffede et stort antal lande Mustangs fra de store amerikanske overskudslagre som jagerfly til deres respektive luftvåben. I 1948 blev Mustang omklassificeret fra P-51 (Pursuit) til F-51 (Fighter). Da det amerikanske luftvåben indstillede brugen af Mustang i 1957, påbegyndte et firma ved navn Trans-Florida Aviation Inc. en videreudvikling af F-51 under navnet Cavalier.

Den sidste udvikling af flyet i 1971, som dog ikke kom i masseproduktion, var en udgave med en Lycoming T-55-L9 turbopropmotor udviklet til USAF. Flyet fik navnet Enforcer. Fabrikken blev købt af Piper Aircraft Co.

I vore dage eksisterer der stadig privatejede P-51 Mustangs, som kan ses ved store flyvestævner, og nogle få blev udviklet til racerfly i bl.a. de årlige Reno Air Races i USA. Det mest berømte af disse stærkt modificerede fly, The Red Baron, satte ny rekord for stempelmotorfly i 1979 på 803 km/t. The Red Baron styrtede ned i 1979 ved Reno National Championship Air Races.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Illum Jørgensen, Lars Worm Andersen, Carsten Jørgensen: Mustang i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=128866