Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Øresundstog

Oprindelig forfatter Loevb Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Øresundstog, svenskproduceret, elektrisk drevet togsæt bestående af tre vogne hver med to bogier. Toget er designet af DSBs og SJs designteam i samarbejde med det danske designfirma Eleven Danes og ADtrans/DaimlerChrysler Rail System.

DSB anskaffede oprindelig 24 af disse togsæt (litra ET), og SJ AB, Skånetrafiken, Blekingetrafiken, Hallandstrafiken og Länstrafiken Kronoberg i alt 55 togsæt (litra X31K/X32K) til regionaltrafik på Sjælland og i Sydsverige og specielt til trafikken over den faste forbindelse København-Malmø, der blev taget i brug i 2000. Hovedparten af disse togsæt indgik i de trafikforbindelser, som fra januar 2009 blev drevet af DSBFirst.

Efter det økonomiske kollaps i DSBFirst bliver Øresundstogsættene benyttet af DSB Øresund, samt franske Veolia, der af Skånetrafiken 2011 overtog driften i Sydsverige fra landegrænsen på Øresundsforbindelsen. DSB Øresund anvender (2013) ét togsæt til IC Bornholm; herudover 34 togsæt i Danmark og 77 i en fælles pulje med Veolia.

Togsættet er tosystems (hhv. 25 kV, 50 Hz og 15 kV, 16,7 Hz) til drift i såvel Danmark som Sverige. Det er endvidere udstyret med både dansk og svensk ATC samt et særligt overliggende system, som sikrer skift mellem ATC-systemerne under kørsel. Drivsystemet består af otte banemotorer a 265 kW. Taravægten er 156 t, og maksimalhastigheden 180 km/h.

Annonce

Togsættet har 237 siddepladser og er udstyret med klimaanlæg. Det er muligt at køre op til fem togsæt sammenkoblet. Dets fronter er af samme type som på IC3, således at der kan dannes overgang mellem flere togsæt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eilert Løvborg: Øresundstog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185004