Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stivvogn

Oprindelige forfattere Kure og PeOS Seneste forfatter Redaktionen

stivvogn, firehjulet hestevogn uden affjedring, især dansk landbrugs lokale arbejdsvogn med mageegerde hjul fremstillet fra jernalderen frem til 1950'erne; den bestod af et antal vogndele, der blev samlet til mange formål afhængigt af årstiden og opgaverne i landbruget. En kraftig udgave af stivvognen blev brugt til tømmerkørsel og kaldtes skovvogn.

Stivvognen er indført i Danmark fra de romerske provinser i 200- og 300-t. efter Kristi fødsel, som fundet fra Tranbær mose ved Vejle viser. Den er således Europas længstlevende vogntype, der i løbet af århundreder udvikledes til flere forskellige lokale typer, hvis indbyrdes tidsmæssige forhold dog ikke er afklaret.

De oprindelige symmetriske hjul fik styrt (paraplyform) i løbet af renæssancen, og træakslerne blev ret sent udskiftet med jernaksler, idet der i visse egne endnu i 1930'erne anvendtes beslåede træaksler.

Annonce

Kort efter 2. Verdenskrig blev stivvognene afløst af fladvogne med luftgummihjul, der blev trukket af traktorer.

De stive arbejdsvognes historiske udvikling

De ældste stivvogne i landbruget var helt af løvtræ uden metalbeslag og havde høje sammensatte egehjul, der gjorde den hestetrukne vogntype terrængående i modsætning til de ældre vogne kendt fra fundet i Rappendam.

I løbet af middelalderen udbredtes, muligvis under påvirkning fra hansestæderne, en særlig vognkonstruktion (kaldet forvogn med tyve) i Nordtyskland og hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt på den sjællandske øgruppe og i Sydsverige, mens den ældre vognkonstruktion fra jernalderen (kaldet forvogn med kindinger) fortsatte i dele af Centraleuropas løvskovsbælte, Nørrejylland og dele af Fyn. Både den østdanske og den vestdanske stivvogn blev fremstillet af landhåndværkere (hjulere), mens karetmagerne i byerne og på herregårdene over hele landet fremstillede stive arbejdsvogne, der mindede meget om den vestdanske stivvogn.

I løbet af 1700 og 1800-t. tilførtes forskellige tekniske forbedringer fra borgerstandens finere vogne: fælgbeslag, jernaksler, udskårne og bemalede vognfjæle og agestole.

I løbet af 2. verdenskrig indbyggedes endog automobildele (hjul og forvognsdele) i ældre stivvogne, således at den nye fladvogntype med luftgummihjul introduceredes som en fornyelse af den stive landbrugsvogn, samtidigt med at hestene erstattedes af traktorer som trækkraft.

Litteratur: Per Ole Schovsbo: Hestevogne på landet og deres håndværk i det 19. og 20. århundrede (under produktion)

PeOS

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thor Lund Kure, Per Ole Schovsbo: stivvogn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165149