Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

BMW

Oprindelige forfattere NJBJ og OWD Seneste forfatter Redaktionen

BMW, Bayerische Motoren Werke AG, tysk bil- og motorcykelfabrik, grundlagt som motorfabrik i München 1916; i 1922 sluttet sammen med Bayerische Flugzeugwerke AG. I 1923 blev produktionen udvidet med motorcykler med to-cylindret, luftkølet boksermotor forsynet med kardantræk.

I 1928 købte man Dixi bilfabrikken i Eisenach. BMW blev i løbet af 1930'erne kendt for en serie seks-cylindrede biler af moderne konstruktion og høj kvalitet. Under 2. Verdenskrig blev der især produceret motorcykler og flymotorer.

Efter krigen blev BMW delt, idet bilfabrikken lå i den russiske zone, det senere DDR. Bilerne fra fabrikken i Eisenach fik i 1952 navnet EMW, og produktionen fortsatte til 1956. Senere blev Wartburg fremstillet her.

Annonce

Efter tabet af fabrikken i Eisenach begyndte BMW i 1952 en bilproduktion i München. Det var store, kostbare biler, og fabrikken overlevede kun på grund af motorcykelproduktionen samt en række små biler med motorcykelmotor.

BMW 130 Cabriolet.

BMW 130 Cabriolet.

Virksomheden var tæt på fallit i 1959, da det lykkedes at skaffe ny kapital og i 1961 lancere en helt ny konstruktion, BMW 1500, som blev stamfader til en række modeller.

Siden da har BMW haft succes med en nicheproduktion af kvalitetsbiler, først i mellemklassen, men siden midten af 1980'erne også i direkte konkurrence med Daimler AG's store prestigemodeller. Samtidig er fabrikken den eneste overlevende tyske motorcykelproducent.

BMW købte i 1994 Rover, som dog blev solgt igen i 2000, idet BMW dog beholdt bilmærket Mini. Fra 2003 blev BMW tillige ejer af bilmærket Rolls-Royce.

BMW's internationale hjemmeside

BMW's danske hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jonassen, Ove W. Dietrich: BMW i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48776