Storcirkelsejlads, sejlads, der ikke følger en fast kompaskurs, men den korteste vej, som er storcirklen gennem affarende og påkommende sted. Storcirkelsejlads har kun praktisk betydning ved oceansejlads og kun på højere bredder end 40°, idet storcirkler for mindre bredder (nærmere ækvator) kun har ringe afvigelse fra en fast kompaskurs. I visse tilfælde, fx på ruten mellem Nordeuropa og det nordøstlige USA, må storcirkelsejladsen modificeres noget for ikke at bringe skibet op i farvande, hvor der er risiko for at møde is.

Storcirklen for en sejlads kan beregnes, men bestemmes i praksis ved brug af et storcirkelkort, der er en central (eller gnomisk) projektion med Jordens centrum som udgangspunkt, og hvor alle storcirkler er rette linjer (se kortprojektioner).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig