Skibsskrue. Atlanterhavslineren RMS Olympic i tørdok i Southampton i 1924. Olympic, der var søsterskib til Titanic, blev drevet frem af to firecylindrede tregangsmaskiner, der trak de to yderste skruer, mens den midterste blev trukket af en lavtryksdampturbine, som udnyttede spilddampen fra tregangsmaskinerne; tilsammen udviklede maskineriet 51.000 hk, der gav skibet en fart på 22 knob. De to yderste skruer var hhv. venstre- og højreskårne for at undgå et drejende moment; skruebladene var faste, men kunne udskiftes enkeltvis i tilfælde af beskadigelse.

.

En skibsskrue er en anordning til fremdrift af skibe. På moderne skibsskruer er bladenes tværsnit oftest formet som flyvinge-profiler; når bladet bevæges gennem vandet ved skruens rotation, giver det en aksial kraft, der gennem skrueakslen og et trykleje overføres til skibets skrog og driver det frem.

Selv til skibe med stor maskineffekt kan bruges skruer, hvor bladene under gang kan drejes i forhold til navet. Dermed kan man ændre skruens stigning svarende til ønskede manøvrer og optimalt i forhold til den aktuelle maskineffekt og skibets fart i forhold til det omgivende vand.

Den bedste virkningsgrad opnås i reglen med skruer, der har en stor diameter og roterer forholdsvis langsomt; derved mindskes også risikoen for uønsket kavitation. Stor diameter og lav rotationshastighed er dog ikke altid foreneligt med maskineriet og med skibets skrogform og dybgang.

Skribsskruens historie

Flere opfindere arbejdede allerede i 1700-tallet med udviklingen af praktisk anvendelige skibsskruer. I begyndelsen savnede man egnede materialer og især en kraftmaskine, som kunne få en skibsskrue til at rotere passende hurtigt og begge veje, så man kunne sejle både frem og bak; problemerne blev løst i 1760'erne med den britiske opfinder James Watts udvikling af en dampmaskine med kedel og kondensator til skibe.

Skruens udformning gik over mange fantasifulde udgaver til en form med to, tre, fire eller flere ens blade, fastgjort til et nav på enden af en skrueaksel, der gennem et stævnrør med vandtætte pakninger oftest var ført ud gennem skibsskrogets agterende. Skruer var hyppigst støbt af stål eller bronze med blade og nav i ét stykke.

Der forskes fortsat og udføres modelforsøg for at udvikle bedre skibsskruer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig