Ballondæks udvikling
Ballondæk er til stadighed blevet lavere og bredere. Her vises trin af udviklingen af dæk til personbiler hos firmaet Continental (illustrationer fra Continentals brochure).
Ballondæks udvikling
Lastbil fra Odense Transportcompagni
De faste ringe på tunge lastbiler ødelagde let vejene. Derfor kørte de oftest kun i byer med gode veje, som Odense Transportkompagnis lastbil med anhænger ca. 1924. Først sent i 1930'erne begyndte ballondæk til lastbiler at blive almindelige.
Af /Museum Odense.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Ballondæk er et dæk med lavt tryk. Ordet anvendtes oprindelig om en ny type dæk, som den amerikanske dækfabrikant Firestone markedsførte i 1923. Det kaldtes ballondæk efter formen på datidens Zeppelin-luftballoner, og takket være dets nye konstruktion behøvede det ikke et højt tryk for at bære et køretøj. De traditionelle dæk havde et tryk på 7-8 atm, mens det nye dæk kunne nøjes med et tryk på kun 3 atm.

I dag er lavtryksdæk almindelige på motorkøretøjer. Til racercykler anvendes stadig højtryksdæk for at kunne køre hurtigt på grund af mindsket rullemodstand, men hjulene punkterer ofte trods forbedrede konstruktioner.

Historie

Ballondækket gav et større hjul, og det blev nødvendigt at udvikle nye bilmodeller til den nye type dæk med både ændret styring og gearing. På få år omstillede stort set alle bilfabrikker deres modeller til det nye dæk. Et af de sidste firmaer var Ford med deres Model A i 1927. De fleste dækfabrikker gik ind i produktion af det nye dæk, og allerede i 1924 lancerede den danske dækfabrik Schønning & Arvé et ballondæk.

Ballondækket med det lave tryk havde tre fordele i forhold til de hidtidige dæk: det punkterede ikke så let, det gav mindre vibrationer i køretøjet, og det var mere skånsomt for vejen.

Dækket var en forudsætning for bilen som en daglig brugsgenstand. Tidligere skulle der skiftes slange ved en punktering efter måske kun 500 km kørsel, men nu kunne en sjælden punktering klares af et hurtigt skift med et reservehjul. De mindre vibrationer gjorde det muligt at køre behageligt med store lukkede karrosserier og kraftige motorer.

Længe måtte lastvogne, busser og andre tunge køretøjer køre med faste dæk. De første ballondæk kunne kun klare en last med akselvægt på 2 ton. Bedre dæk kunne i 1928 klare 4 ton, og i 1933 lå grænsen på 10 ton.

Med de nye dæk kunne vejmyndighederne endelig tillade større køretøjer, da de faste dæk ellers let ødelagde en vej. For at reducere brugen af faste dæk indførte myndighederne i 1927 en ekstra skat på faste ringe på 50 %, og i 1934 var ballondækket et fuldt alternativ, så det blev muligt at gennemføre et totalt forbud mod brug af faste dæk.

Det var ikke mere nødvendigt at have fabrikker og lagre placeret tæt på jernbanestationer og havne med kørsel på brolagte veje. Lastbiler på ballondæk kunne køre på selv mindre landeveje, og det var muligt at placere industri med tilhørende bysamfund i Københavns omegnskommuner og f.eks. som Danfoss langt fra bycentre.

Landbruget fik tilsvarende stor fordel af ballondækket. I 1940 leveredes næsten alle nye traktorer med det nye dæk, som tillod færdsel på offentlige veje og kørsel på fugtige marker uden at traktoren satte sig fast.

Specielle ballondæk udvikledes til flyvemaskiner. Det fik stor betydning under 2. Verdenskrig, da det blev muligt at bygge større bombefly, som herved fik længere rækkevidde og kunne rumme kraftigere bomber.

Litteratur

  • Jørgen Burchardt, ”En rullende revolution – ballondækkets historie”, Teknisk Museum Årbog 2008, 2009, s. 18-25.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig